Legender i Las Vegas: Elvis Presleys tid i Las Vegas er et kapitel for sig i spillebyens historie. Den danske Elvis-ekspert Henrik Knudsen fortæller her om stjernens vilde liv i byen.
Vi skruer tiden tilbage til 70’ernes Las Vegas, dengang ”King of Rock’n Roll”, Elvis Presley, var i byen.
En aften, hvor Elvis ikke skulle spille selv, bestemte han sig i stedet for at se sin gode ven Tom Jones optræde et sted i byen. Selvom han var en kæmpestjerne på det tidspunkt og blev genkendt overalt, valgte Elvis at købe en billet midt i salen, hvor han ikke kunne undgå at blive afsløret.
Men ikke nok med det. Undervejs i showet valgte Elvis at forlade sin plads og gå op på scenen for at vise, hvordan man udførte karatespark. Han havde jo det sorte bælte i karate, så hvorfor ikke stjæle showet fra sin gode ven…
Sådan går en af de mange historier om den amerikanske musiklegende, der stadig i dag – 36 år efter sin død – forbindes med Las Vegas.
Casinobyen skulle ende med at blive hans andet hjem næstefter Graceland i Memphis, og hans tid i byen er et helt kapitel for sig i Las Vegas’ historie.
Det fortæller den danske Elvis-ekspert Henrik Knudsen, som sidste år åbnede sit eget Elvis-museum, Graceland Randers.
– Elvis elskede Las Vegas. Han holdt sin fødselsdag der i mange år og boede der i mange sammenhænge. ”Viva Las Vegas” er jo nærmest blevet slagsangen for byen i dag, fortæller Henrik Knudsen.
Startede med fiasko
Det var dog ikke den bedste start, Elvis fik i Las Vegas. I 1956 skulle han i to uger spille en række koncerter på New Frontier Hotel and Casino, men det blev en dundrende fiasko.
Elvis var på det tidspunkt blevet landskendt, og han var godt på vej til at blive en stor stjerne med sin banebrydende musik.
– Las Vegas var ikke klar til ham på det tidspunkt. Dengang var Vegas et sted, hvor man primært kom hen for at gamble, og det var et mere modent publikum. Så han var fuldstændig fejlcastet til at optræde foran mænd i jakkesæt og damer i lange kjoler, fortæller Henrik Knudsen.
Selvom hans næste optræden i Las Vegas først blev i 1969, fik han sig mange kontakter i byen. En af hans bekendte var ejeren af Aladdin Hotel, Milton Prell, der tilbød Elvis, at han kunne gifte sig med sin Priscilla i 1967 på hotellet.
Det var bestemt ikke nogen privat ceremoni, da Prell havde inviteret flere hundrede pressefolk, så hele verden kunne følge stjernens bryllup.
Efter en længere skuespiller-karriere i Hollywood kastede Elvis sig over musikken igen i 1969, og her blev Las Vegas omdrejningspunktet. Han blev hyret til at spille på det nybyggede International Hotel, senere kendt som Las Vegas Hilton.
Det var naturligvis en stor begivenhed, at Elvis kom til byen, og folk stod i lange køer for at komme til at sikre sig en billet. Ejeren af hotellet, Kirk Kerkorian, var en smart forretningsmand, og Henrik Knudsen fortæller, at der blev stillet masser af spillemaskiner op i forbindelse med de lange menneskeslanger, så man kunne fordrive ventetiden med noget.
Gamblede aldrig
Elvis selv holdt sig til gengæld langt væk fra casinobordene og spillemaskinerne. Der går historier om, at han fik flere tusinde dollars fra casinoet hver aften, som han kunne spille for, men han gjorde det aldrig.
– Jeg tror, at det havde noget med hans opdragelse at gøre, han kom jo fra et hjem med trange kår. Han ville nok hellere give pengene væk til velgørenhed end at prøve at vinde, fortæller Henrik Knudsen.
Elvis og hans manager, Tom Parker
Til gengæld spillede mange i hans omgangskreds meget. Hans manager, Tom Parker, var noget af en spillefugl, og han tabte mange penge på slotsmaskiner.
– Der gik historier om, at når Shiek et-eller-andet havde været i byen og tabt en million dollars på en uge, så havde Parker tabte det dobbelte. Han var en rigtig highroller, siger Henrik Knudsen.
Men pengene blev ved med at rulle ind i millionvis, og Elvis holdt sig efterhånden heller ikke tilbage med at brænde penge af. Blandt andet skulle han have sendt sit privatfly fra Las Vegas til Denver – en tur på næsten 1000 km. – for at hente noget mad, som han gerne ville have.
Og på et tidspunkt lejede han også hele overetagen af Circus Circus-hotellet til sin datter Lisa Maries fødselsdag samt sin daværende kæreste.
Vild med hotellets dessert
Normalt boede han på International-hotellet, når han var i byen. Her havde han også lejet hele den øverste etage, hvor der blev holdt nogle vilde fester.
Det var også i de år, at Elvis blev temmelig overvægtig. Han kom angiveligt til at holde meget af hotellets chokolade-dessert, og kiloene begyndte at sætte sig i en sådan grad, at hans berømte kostume skulle syes ud konstant.
Han blev også afhængig af forskellige medicin-præparater, og det var desværre det, der blev hans endeligt. Den 16. august 1977 blev han fundet livløs på sit badeværelse i Graceland, og det lykkedes ikke at genoplive ham. Dødsårsagen blev angivet som ”uregelmæssig hjertefunktion”.
Henrik Knudsen mener dog ikke, at Las Vegas har skylden for hans overforbrug af medicin.
– Nej, meget af det tog han også inden, han kom til Las Vegas. Frem til 73 går det jo fint, men så går det galt derfra af forskellige årsager, siger han.
Den største stjerne
Den danske Elvis-ekspert har været i Las Vegas flere gange og oplevet nogle af de shows, der i dag opføres i hans navn. Man kan også opleve flere Elvis-imitatorer, og han man kan endda blive viet af en Elvis-figur.
Men selvom noget af arven efter Elvis er ovre i det ”kitchede” hjørne, så kan Henrik Knudsen godt acceptere, at Las Vegas stadig bruger Elvis’ navn.
– Hvis det er det, som Elvis har givet os, så er det cool nok. Mange kunstnere har optrådt i byen i længere tid, men han vil nok altid være den stjerne, som vil være tættest forbundet med Las Vegas, slutter Henrik Knudsen.
Herunder kan man høre Elvis med “Viva Las Vegas”, taget fra filmen af samme navn: