Frank Sinatra har en stor andel i, at Las Vegas blev en verdenskendt by. Her fortæller den danske Sinatra-fan Claus Hunderup den spændende historie om Ol’ Blue Eyes’ tid i Vegas
I de tidlige 1950ere blev byen Las Vegas betragtet som en cowboyby fyldt med savværker, små spillehaller og moteller, der lejede værelser ud på timebasis. Efterkrigstidens Amerika higede hemmeligt efter et mere eller mindre lovløst sted, hvor jetsettet kunne slå sig løs med dårlige vaner, uden at nogen blandede sig.
Den 15. december 1952 åbnede, på Las Vegas Boulevard 3355, hotellet og spillestedet The Sands med 200 værelser. Til en byggepris på 5,5 millioner dollars blev det indlemmet i rækken af nye hoteller som bestod af bl.a. The Sahara, Desert Inn, The Flamingo, The Thunderbird, Last Frontier og El Rancho.
Ved åbningen af The Sands underholdt natklubsangeren og danseren Danny Thomas gæsterne, men hotellet fandt efterhånden ud af, at der manglede noget. Der skulle noget specielt til, for at lokke de store spillere til et casino bygget midt ude i en ørken. Man ville godt have fat i de velbeslåede, som normalt tog til Miami om vinteren.
Så hvad skulle man gøre? Hvem skulle man have fat i?
Ét navn dukkede op flere gange. En person, som lige havde vundet en Oscar for sin optræden i filmen ”Herfra til evigheden”, og som også var sanger, selv om hans karriere på dét tidspunkt, var nede i kulkælderen. Filmen hjalp Frank Sinatras karriere på fode igen. En pladekontrakt med Capitol Records var heller ikke at kimse ad. Specielt ikke da han fik tildelt arrangøren og dirigenten Nelson Riddle som sin samarbejdspartner.
Sinatra skulle være med til at lokke velbeslåede gæster til casinoet. Og det lykkedes i samarbejde med direktøren for hotellet, Jack Entratter, (som også var direktør for Copacabana i New York.) De følgende år blev én lang fest.
Arbejde om dagen – sjov om natten
I slutningen af januar 1960 var Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr., Peter Lawford og Joey Bishop i byen for at optage Lewis Milestones film ”Ocean’s 11”. Optagelserne foregik om dagen, hvilket gav tid til et dampbad kl. 17.00 og så ellers slå gækken løs om natten. Oprindeligt var de berømte Rat Pack-shows ikke planlagt. Jack Entratter ønskede, at Frank, Dean og Sammy skulle optræde hver for sig og veksle med hinanden.
Første aften var Sinatra på med to shows – kl. 20.00 og kl. 24.00. Dean var på anden aften og Sammy tredje aften, men hans optræden blev lidt for lang. Frank kom på scenen og stoppede Sammy. Frank sagde til publikum: ”Undskyld, men han er nødt til at gå i seng. Vi skal optage film hele dagen i morgen. Sammy, sig godnat.”
Publikum elskede, at de så to store stjerner på scenen samtidig. Den næste aften gjorde Dean det samme. Denne gang med Sinatra’s optræden. Publikum var igen begejstret og elskede det.
Efter den første uge besluttede Sinatra, at alle tre skulle på scenen samtidig. Deres optræden og fjolleri spredte sig hurtigt til Los Angeles og New York.
Det Var Entratter’s idé at benytte Joey Bishop som en slags tovholder over for ”drengene”.
Alle ville opleve Rat Pack
Frank og Dean holdt sig ikke altid appelsinfrie på scenen, så Bishop, som selv var
komiker, og ikke drak, havde nemmere ved at styre selskabet, hvis det begyndte at udarte sig. Det varede ikke længe, før man også begyndte at bruge Peter Lawford til at afrunde showet, så alle kunne komme videre. Specielt, selvfølgelig, for at få publikum tilbage til spillebordene.
Selv om englænderen Peter Lawford hverken sang eller dansede, var han en engelsk gentleman-kontrast til de løsslupne og livlige rat-packers. Og til tider høj i hatten. Specielt i situationer, hvor han prøvede at gøre sig selv mere vigtig, end han i virkeligheden var. Som den nat, hvor han ville overtage styringen af kortspillet 21 ved et bord. Han fik at vide, han skulle forsvinde, men Lawford råbte: ”Jeg er Franks gæst, og hvis han var her, havde han fået lov.”
De næste tre uger vidste byen ikke, hvad der ramte den. De fem rat packers skabte ren forvirring. Alle ville opleve dem i The Copa Room. Mange kom ind, men endnu flere blev afvist. Deres tilstedeværelse i Las Vegas var samtidig med et topmøde i Paris mellem præsident Eisenhower, Khrushchev og Charles de Gaulle. Jack Entratter ringede rundt til landets førende journalister, og præsenterede showet som ”Topmødet på the Sands” (The Summit).
Sinatra brød sig ikke om navnet Rat Pack, og han brugte det heller aldrig selv. Pressen brugte betegnelsen ”The Holmby Hills Rat Pack”. En drikkeklub der blev dannet i 1949, da Frank Sinatra flyttede fra Toluca Lake i Los Angeles til Holmby Hills og bosatte sig ikke langt fra Humphrey Bogarts hus. Sinatra, som var nattemenneske og gik hårdt til drikkevarerne, blev med det samme medlem af Bogie’s drikkelag. Historien fortæller, at da Bogarts kone, Betty Bacall, en aften kom hjem og fandt sin mand hælde sprut i stride strømme i sig, sammen med Sinatra, Judy Garland og David Niven, hvæsede hun: ”I ligner en flok våde rotter!”
Efter Bogarts død i 1957 overtog Sinatra hans plads og håndplukkede medlemmer: Dean Martin, Sammy Davis, Peter Lawford, Joey Bishop og lejlighedsvis Shirley Maclaine.
Udsmykning
I begyndelsen af tresserne lokkede de fleste af kasinoerne på hovedgaden The Strip med tre simple tilbud: Sprut, damer og spil. Jack Entratter mente, at The Sands kunne lokke et sofistikeret udenlandsk publikum til ved at introducere det franske hasard-kortspil Baccarat. Det blev placeret i nærheden af området med Blackjack. Men de ansatte var casino-folk og ikke dekoratører. Det bemærkede Frank Sinatra en eftermiddag han kom forbi.
”Det ligner et horehus,” grinede han, da han så, hvad de havde lavet. ”Sæt en mindeplade op der siger Dekoreret af mafiaen.”
Men da han var færdig med klovnerierne, blev han alvorlig og sagde, at for at lokke storspillere til, skulle der gardiner op, udsmykning på væggene og guldsnore langs spillebordene. Kortgiveren skulle være i smoking og styre hvem, der måtte sidde med ved spillet. Byens andre casinoer holdt øje med ”eksperimentet” og gennemførte det samme kort tid efter. Sinatra fik ret.
The Sands solgt
Den 22. juli 1967 købte millionæren Howard Hughes The Sands for 14,6 millioner dollars. Han byggede hotellet højere og tilføjede 777 værelser. På daværende tidspunkt den højeste bygning i Las Vegas. Hughes flyttede til Las Vegas og bosatte sig med sine forretningsaktiviteter i en række luksussuiter på The Desert Inn.
Seks måneder senere opdagede hotellets ledelse, at Hughes suiter, som normalt var forbeholdt storspillere. Hans reaktion var at købe hotellet for 14 millioner dollars – det dobbelte af hvad det var værd. Han købte også The Frontier, The Castaway, The Landmark og The Silver Slipper.
Hvad mente Frank Sinatra om The Sands nye ejer? Han gemte på meget vrede. Han havde ikke glemt, at Hughes på et tidspunkt var involveret med hans ekskone Ava Gardner.
Tingene spidsede til mellem de to, da Hughes pludselig ændrede casinoets regler for kreditgivning. Da Sinatra flere gange blev nægtet kredit, konfronterede han rasende Cohen. Begge råbte og skreg, og det endte med at Sinatra fik slået to tænder ud. Episoden sendte chokbølger gennem byen og Sinatra forlod The Sands for aldrig at vende tilbage. ”Dette sted går nedenom og hjem,” var hans afskedskommentar. Ugen efter startede han på Caesars Palace og indvarslede en ny æra for byen.
Han fik ret hvad angik The Sands. Før kunne man altid møde Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis sammen på hotellet. Det var slut. Magien var væk. Stedet blev et hotel lige som alle de andre og blev revet ned i juni 1996.
Tiden hos Caesars Palace blev kort. I 1970 truede hotellets direktør, Sanford Waterman, Sinatra med en pistol efter en diskussion om casinokredit. Sherif Ralph Lamb truede med at smide sangeren i fængsel. ”Jeg er træt af hans opførsel her.” Det fik Frank til at forlade stedet.
Sinatra trak sig tilbage fra rampelyset i 1971, men vendte tilbage i 1973 og indspillede flere albums. Med Las Vegas som base, bl.a. Caesars Palace i 1974 efter Waterman’s død, turnerede han USA og internationalt indtil kort før sin død i 1998.
Relaterede artikler: Elvis elskede Las Vegas
Læs også: Hvordan bliver man oddsætter?
