Danske Spil har gennem en gigantisk reklamekampagne sat sig tungt på det danske spillemarked. Kræfter blandt politikere og konkurrenter arbejder dog nu på at opsplitte det kendte monopolforetagende
Indtil Nytåret havde Danske Spil et helt fantastisk ry på det danske spillemarked – og omsætning. Ud af et spillemarked på 7,5 milliarder kroner dækker Danske Spil de 4,5 milliarder og er hermed den suverænt største udbyder.
Efter at dagbladet Politiken senest har ladet journalisterne Jeppe Laursen Brock og Martin Borre grave i spilleområdet, er Danske Spil imidlertid kommet en anelse i miskredit. Og det er sært nok deres store succes som har bidraget til det.
Største annoncør i Danmark
For Danske Spil er ikke blot den helt store spiller på det danske betting- og casino-marked, men Danske Spil er suverænt også den virksomhed, der reklamerer mest i Danmark. Opgjort i listepriser annoncerede det statsejede foretagende i 2014 for 316,5 millioner kroner.
Med den danske markedsføringslovgivning som udgangspunkt er der en lang række love og regler som gør, at en annoncør faktisk ikke må lyve. Og her har Danske Spil oparbejdet en lang række problemer, skal man tro Politiken.
Aggressiv markedsføring
Overordnet er forskellige eksperter utilfredse med at Staten i hele taget engagerer sig så kraftigt i spil. ”Det er problematisk, at de er så aggressive i markedsføringen,” hedder det fra lektor i virksomhedsetik Steen Vallentin fra Copenhagen Business School.
I detaljen mener ikke blot en række kritikere at kunne konstatere systematisk brud på markedsføringslovgivningen og spillelovgivningen, men Forbrugerombudsmanden har tilmed truet med retsforfølgelse.
Der er flere kritikpunkter. For det første er det faldet adskillige for brystet, at Danske Spil igen-igen anvender sloganet ”Til glæde og til gavn” underforstået, at en del af overskuddet går til idrætten og andre almennyttige formål.
Faker velgørenhed
Sandheden er imidlertid, at det kun er overskuddet fra Lotto og skrabelodder som delvis går til noget velgørende. Overskuddene fra Poker, Oddset og Onlinekasino vandrer derimod direkte i statskassen.
”Når danskerne køber Oddset, lindrer de deres dårlige samvittighed, fordi de tror, de samtidig gavner kultur og sport. Men det er da falsk markedsføring, hyklerisk, for ikke at sige direkte løgn,” hedder det fra professor Ole Thyssen, CBS.
Ikke blot Forbrugerombudsmanden men også Spillemyndigheden er nu efter Danske Spil. Gennem aktindsigt har Politiken opdaget, at Spillemyndigheden har påtalt 12 forskellige overtrædelser. Jeg citerer lidt i flæng: ”Reklamer fra et offentligt monopol må ikke anspore forbrugernes naturlige trang til at spille…” eller ”I henhold til § 36, stk. 1, nr. 5 må markedsføring af spil ikke have et indhold, der giver indtryk af, at deltagelse i spil fremmer en løsning på finansielle problemer…” eller ”Det fremgår af jeres tilladelsesvilkår, at Danske Spil A/S og dets forhandlere ikke må tilbyde spillere tilgift, bonus eller kontante tilskudsordninger”. Sidstnævnte er en påtale efter at Danske Spil i 2013 havde afviklet to kampagner, der tilbød danskerne at deltage i lodtrækning om først en ferie til en værdi af 25.000 kroner og siden dagligvarer for kr. 35.000, hvis folk ellers joinede et Plus-abonnement.
Kolleger og konkurrenter tager til genmæle
Ud fra ovenstående er det måske ikke så underligt, at kollegerne på spillemarkedet er blevet noget mopsede over de systematiske omgåelser, og vel at mærke omgåelser som føres ud fra en næsten bundløs pengetank (statskassen).
Fra juristen Morten Rønde, der er direktør i Danish Online Gambling Association (DOGA), der organiserer kendte spilleudbydere som Unibet, Ladbrokes, Bet365, Betfair, Betsafe, Betsson, Nordic Bet, heriblandt et par af de anbefalede casinoer her på Casinotop10.dk, hedder det, at ”det er åbenlyst forkert at skævvride markedet, når Danske Spil bruger sit slogan ’til glæde og til gavn’ i reklamer for sportsvæddemål.”
Danish Online Gambling Association
Morten Rønde er ikke glad for, at Danske Licens Spil, der er den del af Danske Spil der konkurrerer direkte med andre spilleudbydere, bruger et slogan som hører Lotto til: ”På den liberaliserede del af markedet skal de ikke have fordel af, at de er et gammelt statsmonopol… de foregøgler spillerne, at de giver penge til noget, som de rent faktisk ikke gør. Og de misbruger den troværdighed, som Danske Spil-koncernen har bygget op ved at give penge til gode formål, til at fortælle forbrugerne, at de er bedre end de andre udbydere på markedet – selv om det er forkert.”
Politikens kampagne er ved at få politiske konsekvenser for Danske Spil. Venstre er nu villig til at frasælge en del af Danske Spil for at få rene linjer. ”De bruger deres monopol til at skævvride markedet,” siger Venstres erhvervsskatteordfører Mads Rørvig. ”Det er i sig selv slemt, men det er især slemt, når det går ud over vores frivillige organisationer i Danmark… Vi har klart meldt ud, at vi ønsker at sælge Dansk Licens Spil, således at Danske Lotteri Spil, der udlodder til danske organisationer, stadig er på statslige hænder, mens dem, der fungerer på lige vilkår med andre aktører i branchen, Danske Licens Spil, går fra.”
Der har ellers været forlydende i branchen om at enkelte spilleudbydere – grundet Danske Spils dominans – har overvejet at opgive deres danske licens. Venstres seneste udmelding, der til en vis grad følges af andre borgerlige partier, får dog private spilleudbydere til at vejre morgenluft. Som Morten Rønde også har udtrykt det: ”Det er altid alvorligt, når en udbyder kommer til at kvæle de andre.”
Du kan finde en fortegnelse over alle Politikens spille- og casinoartikler efter slutningen af artiklen her.